DISNEY RESEMBLANCE

Disney made one movie, they have been tracing it ever since...

SØNDAG I BULLET-TIME

Jeg kan godt lide den menneskelige psyke. I hvert fald den jeg er udstyret med, og som jeg alle dage vil generalisere groft og voldsomt over.

Hvis vi bare tror nok på noget bliver det sandt. Det er sgu da fantastisk! Vores egen lille tryllemaskine, lige midt i ansigtet.

Her kunne jeg så skrive en masse små-filosofisk om effekten af placebo-medicin, og senere komme ind på religion, og tryghedsfornemmelsen i at tro på noget større end livet osv osv og hvordan vores hjerne i en eller anden forstand konstant arbejde for at vi skal få det bedre og have det godt. Men nej, fuck alt det. Det ser ud til at køre.

Det jeg virkelig interesserer mig for er at jeg endnu engang sidder en søndag nat (00:45 for at være præcis) og tror at jeg forlænger weekenden ved ikke at gå i seng. HA HA! Og det virker. Nu. Ikke imorgen, når vækkeuret ringer og verden er grå og der står malet MANDAG på mine trætte mandags-deprimerede nethinder. Men det virker nu. For ellers var jeg jo gået i seng. Jeg tror, og jeg tror nok. Min weekend går så småt i bullet-time, og jeg er et skridt tættere på lykken og to skridt tættere på benægtelse.

Weekend-forlængeren - det nye designer-drug.

Glem amf, coke, meth... det folk vil ha' er weekend! og mere af det! Weekend i pilleform. Det er fandme genialt. Det er ikke alene noget man bliver multi-millionær på. Hvis Hitler havde haft den form for lokkemad, så havde hele jorden snakket tysk nu.

ImmerFrei - das Wochenende das nie beendet.

ImmerFrei eller ej. Så er det nok på tide at se realiteterne i øjnene. PIS!

HENRIK - ALTID. ALLE STEDER.

Først kom ægget, så hønen, så MySpace, Facebook og Twitter.

Social interaktivitet er en fantastisk ting, også selvom den ikke behøver ha' noget socialt på sig. I hjørnet fra ens ildelugtende og mørklagte lejlighed kan ens Facebook opdateres, mens man sidder småfuld og halvnøgen på gulvet med ostepops-smulr over det meste af kroppen og overvejer om man kan leve endnu en dag på for gammel leverpostej og pasta.

Henrik Rasmussen overvejer hvordan man får ostepops-smulr i navlen.
Nej..
Henrik Rasmussen nyder solen efter sin 10 km's løbetur.
Muuuch better.

If it ain't on Facebook it didn't happen.

Kald mig bare en bitter gammel mand, men jeg synes efterhånden vi tangerer smertegrænsen hvad angår sociale værktøjer til at fortælle Gud og hver mand om hvad du foretager dig i dette sekund. Jeg tror efterhånden det er på tide at vi som individer ser os selv længe og grundigt i spejlet og stiller os selv et længe undgået spørgsmål: Er jeg virkelig SÅ interessant?
Jeg har netop set en reklame fra teleselskabet "3", der mere eller minder sælger en telefon fordi den kan gå på facebook. Så behøver der aldrig gå mere end 15 minutter før du igen skal pryde forsiden på dine venners profil. Facebook - Altid. Alle steder. Tell me about it...

Henrik Rasmussen smører sig en franskbrødsmad.
Henrik Rasmussen .. med banan.
Henrik Rasmussen vasker tøj
Henrik Rasmussen bitcher i bloggen
Henrik Rasmussen elsker måske Cruzares mere end Cruzares elsker ham.
Henrik Rasmussen skrider
Henrik Rasmussen sk ider

Har vi virkelig brug for al den information? Eller rettere, har vi virkelig brug for at sende al den information? Er den vestlige verden qua facebook/twitter-epidemien virkelig så egocentrisk et sted, at alle meget bestemt må vide hvad du laver/tænker/gør/har gjort? Altid. Alle steder?


Der hvor det så virkelig begynder at vende sig i maven på mig, og gøre en lille smule ondt inden i, er den nyeste trend blandt celebrities: at bruge twitter til at lave nyheder om sig selv.
P Diddy, Puff Daddy, Sean Combs, Diddy, whatever, fortalte gladeligt om sit sex-marathon og om hvor fantastisk kvindens krop er. Jamie Oliver fortalte at hans tredje barn skulle hedde 'Kronblad Blomstring Regnbue Oliver' (Petal Blossom Rainbow Oliver, red.) og Ashton Kutcher tog et billede af Demi Moores røv, og smed den på nettet. BREAKING NEWS!

Ryd forsiden. TV2 NEWS følger sagen... hold nu op.

Men ikke mere galde. Til slut vil jeg blot minde alle om hvor helt ordinært ekstraordinære vi er. Og det er sgu da fantastisk.

(Og tak til Thene for 'ordinær ekstraordinær', som jeg bare blev nødt til at stjæle!)

RISE OF THE ZOMBIE ARMY

Indrømmet, det har taget mig et stykke tid, men efterhånden er det så småt gået op for jeres kære blog-master at han ikke er teenager længere. Og det er sgu lidt med blandede følelser jeg siger farvel til den gloværdige periode, som jeg helt teoretisk forlod helt tilbage i 2006. For selvom jeg ikke savner byture der strækker sig fra onsdag igennem torsdag, fredag og lørdag, eller sejtrækket der hed gymnasiet med skriftlige afleveringer, fravær og tyske pronominer. Så savner jeg sgu den lykkelige fravær af organisation og planlægning. Kalenderens fineste formål var at holde styr på hvilke lektier du alligevel ikke fik lavet. No plans, no worries. Kun en blank side og en åben weekend.

Nu er jeg fyldt 23 og jeg føler mit liv er trukket ned i sort spiral af kalendere og meget nøje afmålte dagstimer. Alt skal planlægges, rykkes, tidsbegrænses og prioriteres. Måske overflødigt at udpensle, men for en god ordens skyld: jeg afskyr al den organisation og planlægning!

Skal jeg se mine venner, bliver de nødt til at adspørge kalenderen, livest øverstbefalende, om lov først. Om der kan presses 3 timer ind, 4 tirsdage fra nu, hvis vi kan voice-mail'e og tage det over en frokost.
(Hey. Det er min blog, og jeg overdriver hvis jeg har lyst! :D).

En ny generation af kalender-zombier er vokset sig store, udklækket, og gået til angreb på alt der hedder spontanitet og at leve i nuet. Folk lever ud af kalenderen, gør minutiøst alt hvad der er beskrevet på dagens side, og intet der ikke står der. Gør alt, nå intet. Hvis terroristerne var lidt snedigere, kunne de med fordel skrive "KL 14: BOMB NØRREPORT" i samtlige CBS-kalendere. Se, så ville der sgu ske ting og sager. Jeg ser horder af jakkesæt og stilletter slås om at få lov at bombe lortet først. Heey, genvej til verdensherredømmet lige der. Jeg håber ikke Al Qaeda læser med..

Terrorister til side, holder jeg, som en af spontanitetens sidste skanser, klamrende fast til håbet om at det stadig er muligt at invitere venner over til en film og en gang popcorn en halv time før lortet starter.

KL 23.00: Dyrke sex med fruen. Putte evt. efterfølgende.
KL 23.15: Sove.

Carpe diem, baby!

Kampen mod kalenderismen er lige begyndt. Hvis du ikke er med mig, er du imod mig. Og du tør lige vove skrive det i din kalender!

COPENHAGEN, GMT +1

Det er sgu alligevel upraktisk at køre på US Pacific time når man befinder sig i Danmark. Så efter 3 dages slåskamp mellem mit indre ur og Frankfurt-uret, er jeg efterhånden ved at være tilbage på dansk tid - selvom jeg de to forrige nætter har været lys-vågen klokken 4 om morgenen.

Det er nu stadig dejligt at være tilbage til den skønne hverdag herhjemme. Efter en lille måned i USA var jeg godt nok oplevelsesmæt. Den sidste tur tilbage til San Francisco viste det meget tydeligt; Selvom vi kørte på Highway 1 langs en helt ubeskrivelig kystlinje, var vi begge totalt ligeglade. Vi havde begge en følelse af "jo jo, det er da flot.. men hvor fanden bliver den by af??". De sidste dage i San Francisco gik heller ikke med meget andet end at shoppe i mall'et på den anden side af motorvejen og gå i biografen. Ikke flere store oplevelser, ikke mere at se - bare slappe af. Det var helt perfekt.

Vi var også så heldige at flyet blev en time forsinket fra San Francisco da et par med deres lille barn af uvisse årsager blev smidt af flyet før take-off. British Airways skulle jo så have deres kufferter af flyet, hvilket resulterede i en forsinkelse der så igen gjorde at vi missede vores fly til København fra Heathrow. Så blev vores rejse lige 3 ventetimer længere. Selvfølgelig var det bittert, men det vigtigste var nu bare at komme hjem. Lige meget hvor længe vi skulle ha' ventet i Heathrow.

Nu venter så den sande virkelighed herhjemme med arbejdsløshed og ingen penge. Men fuck det.. det var fandme en fed tur!

THAT'S A WRAP!

Således. Det var det. Pakkenillikerne er ordnet og sorteret og mast i kufferter. De sidste cents er blevet efterladt til cleaning-damerne. Tilbage er kun et checke ud og finde lufthavnen.

Kl. 17.15 letter vores British Airways monster, der skal transportere os sikkert over Atlanten. Så vi siger farvel til USA, og goddag til lille dejlige Danmark.

Tak til alle jer der har gidet at læse mine uendelige forklaringer om vores gøren og laden i det amerikanske. Når oplevelserne er synket og jetlag'et på retræte kommer der et lille efterspil i form af en rejseblog-epilog. Men for nu... au revoir. Og i den franske forbifart ønsker vi lige os selv en bon voyage.

Adjøs!

DA PASSET MISTEDE SIN MENING

At forberede sig på at rejse hjem indebærer to ting. Den første er at købe alle de seje og helt fantastiske ting som man på ingen måde har brug for, men alligevel har en uforklarlig trang til at købe. Den anden er at pakke disse. Efter en lille måned i første stadie, er det vel på tide at træde ind i det andet.

Min seng er i skrivende stund proppet med bøger og madvarer og film og gaffertape og alt andet det som jeg har erhvervet mig i løbet af den sidste måned. Jeg har med nød og næppe skabt mig selv en mindre siddeplads i den ene side af min queen-size motelseng, hvorfra jeg kan skrive min blog som endnu en overspringshandling fra ikke at træde ind i førnævnte andet stadie. Selvdisciplin, hvor blev du af?

Som de fleste ved, hører der af princip alkohol med til en ordentlig afslutning. Til desserten hører portvin, til studenterfesten hører den billigste og væmmeligste kirsbærvin Aldi kan tilbyde, og man ku' blive ved i det uendelige. Alkohol er kodeordet. Således gik Kenneth og jeg på jagt i Target (supermarked ala Kvickly, red.) for at finde en flaske rødvin til ligesom at markere afslutningen på denne rejse. Vi fandt vores rødvin, stilte os i kø ved kassen og så sikkert som amen i kirken kom ”May I see your ID, please?”, og naturligvis må han/hun det (Kenneth og jeg havde en mindre diskussion og hver sin mening om kønnet på vores kassemedarbejder, men lad nu det ligge). Jeg fisker vanligt mit pas op af lommen og giver det til individet med magten. ”Sorry this wont do”. Ahva? ”We don't accept passports as ID in Target” - aha ja. Ser man det. De lader mig komme om bord på fly med det stykke papir. Jeg kan komme ind på ambassader, jeg kan tilmed blive lukket ind i fæstningen USA. Det er alle IDs moder – definitionen på ID, men fandme om jeg kan købe alkohol i Target med det! Det er lukket land.
Er du gal? - alkohol??! Du kunne jo drikke det, og blive fuld, og blive alkoholiker, og blive en byrde for samfundet! HAH! Nej, det kan du glemme. Du kan ansøge om et Target-ID kort, så skal vi overveje om vi synes du ansvarlig og gammel og respektabel nok til at købe en øl.

Hvorfor er det i øvrigt at hvis man ønsker at købe en øl i USA, bliver man som standard bedt om at vise ID såfremt man ikke ligner en der har passeret de 40 år. No shit. De 35-årige damer med 3 trip-trap-træsko børn bliver bedt om ID herover, mens man som 16-årig er fuldt ud tilladt at betjene et tonstungt automobil? - det giver ingen mening! Jeg tror godt jeg ved hvad er mest dødeligt...

Selvom jeg efterhånden har vænnet mig til at blive spurgt om ID føler jeg mig stadig som en 14-årig igen, der prøver at købe en sixpack. Man bliver mål og vejet, vurderet og anskuet af den noget mistroiske og forvirrede sælger. ”Er det pas falsk? Dææærnmaark. Never heard of it!”. Det bliver skønt at komme hjem igen, hvor det er nemmere at købe et kilo(!) hash, end det er at smugle sig til en øl herover.

Gud bevare 'Dææærnmaark'!

Og så er det i øvrigt i gang med at pakke og det er nu.. Uhhh, Family Guy. SES!