De første frustrationer.

30. SEPTEMBER 2008

Forvirringen omkring mit liv er total. Næsten. Jeg er hamrende arbejdsløs, og lever lige pt. på opsparing og mine fantastiske forældres good-will. Heldigvis, åh heldigvis, er jeg medlem af ASE, som på et vilkårligt tidspunkt mellem nu og 2082 (vel) betaler mig nogle dagpenge. Bagsiden af en A-kasse er knapt så vidunderlig som facaden, men jeg ser da frem til at de hoster op med nogle klejner. Engang.

Jeg har ingen idé om hvordan mit liv det næste års tid ser ud, hvilket mildest talt frustrerer mig lidt. Dog har jeg dog et par mentale scenarier…

1. Jeg bliver tilbudt et fedt job, hvor jeg scorer kassen og arbejder der det næste års tid (måske mere).

2. Jeg bliver tilbudt et knapt så fedt job, hvor jeg arbejder nogle måneder, sparer op og skrider til USA.

3. Jeg får intet job, men ASE begynder på et tidspunkt at udbetale mine dagpenge, som jeg sparer sammen og skrider til USA.

4. Jeg får intet job, og jeg tilbringer resten af året på sofaen med TV-serier, dårlige film og prøver i stigende grad at dulme den groende utilfredshed med tilværelsen med alkohol eller slik - evt. begge

Jeg ved ikke helt hvilken jeg af punkterne jeg håber mest på (og det er måske dét der er problemet), men at have en Plan B (bye bye, jeg skrider røvhuller!) hjælper lidt på tristheden i aldrig at skulle noget som helst. Så ved jeg da i det mindste at jeg ikke ender mine dage på den her sofa…

Lige nu kan jeg så glæde mig over at ugens 4 ansøgninger er sendt, hvilket giver mig indtil næste mandag før jeg skal foretage mig noget igen. Jeg tror jeg vil fejre “weekenden” med endnu et afsnit af Californication på den lyserøde sofa. Hmm.. slik?
USA, baby.. USA…