DE SIDSTE DAGE I DK

Netop hjemvendt fra warm-up rejsen til Manchester, er det seriøse pakke-stress så småt at melde sig. What to bring, what not to bring, blah blah. Desuden sidder jeg lidt med den følelse at checked-in kufferter er lidt af en lottoseddel - ser man sin kuffert igen har man vundet. Skod spil. Og det faktum at min svigerfamilie + kæreste netop er hjemvendt fra USA med transit i Heathrow (præcis ligesom min rejse) UDEN at have mistet noget baggage, gør jo kun min statistik værre for at miste noget. For noget baggage skal de flyselskaber fandme miste - og hvis det ikke bliver andres, jamen så bliver det vel min. Eller Kenneths. Jeg satser på Kenneths.

Anyway, så har jeg taget hul på den store pakke liste, som skal forfattes, således at jeg mandag aften, med ro i stemmen kan sige " Pas? - Tjek. Solbriller? - tjek." Gad vide hvor mine solbriller egentlig er? Ååhh.. det bliver en herlig weekend kan jeg mærke.

For ligesom at sætte prikken over i'et, er jeg også gået hen og blevet syg. Ondt i halsen og snottet. Perfect. I går morges vågnede jeg op på et hotel i Manchester, for at finde ud af, at der i rå-kolde Manchester, selvfølgelig er airconditioning på værelset. Hvornår har der nogensinde været brug for A.C. i Manchester?! Men det havde mig og min room-mate altså ikke lige opdaget, så da jeg vågner til en kølige brise over dynen, i et værelse der på dette tidspunkt var koldere end mini-baren tænker jeg bare "fuck". Og jep, ganske rigtigt: En lettere ru fornemmelse i halsen og et hoste der kan kandidere til "Smoker of the year"-awarden - Henrik er blevet syg!! Jaaaae.. Timing, timing. Nu står den på te eller mælk med honning resten af weekenden, tror jeg. Airconditioning i Manchester.. but why??

Men jeg glæder mig til på tirsdag. Eller rettere, så glæder jeg mig vel til på onsdag. For 15 timer i et flysæde, er svært at glæde sig til. Men jeg tror US bliver super fedt, og jeg kan slet ikke vente med at tage tilkørslen til Highway 101, sætte den første CD i maskinen og give fuld pedal (max 65 mh naturligvis ;)) langs Californiens smukke kystlinje. Hell yeah! Og hvis 15 timer i et flysæde er det der skal til, så er det bare sådan det må være jo.
Oh.. Næsen løber. Fuck.

Paradise, en saga blot.

Så sluttede det. Paradise finale-afsnittet er løbet over monitoren, og Mastiff takker for indsatsen med blomster og den sidste løncheck. Jeg ved sgu ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig til det. For jo, det var da blevet ens formigt arbejde, og Paradise menneskerne går én sindsygt meget på og hvor meget dårlig catering mad gider man egentlig spise i længden? - men det var hyggeligt, det var hyggeligt at sende svinere om Ronnie, Sanne og Gleager rundt i lokalet. Hyggeligt at gå ned til klipperne og smugkigge hvad de får ud af råmaterialet og hyggeligt at møde de samme herlige logger-mennesker hver dag.

Blandede følelser, men videre skal man jo. Jeg bladrer engang, og starter på et nyt kapitel: USA ROADTRIP!

Jeg kan ikke vente. Glæder mig til at blæse ud af de amerikanske highways; Stillehavet på min højre side, Los Angeles straight ahead og volumen på max. Men.. hvad fanden skal jeg høre? Jeg har naturligvis et par cd'er klar, men lad mig høre: hvad ville I tage med på en måned på landevejene? Hvordan ville tracklisten på jeres yndlings roadtrip-cd se ud? - og vær sød ikke at sige "Highway to Hell, og "(Get your kicks on) Route 66". Let me hear it!

Blog Fønix

NU! Fandme. Første blog-indlæg i 2009 og første blog-indlæg siden jeg begyndte at arbejde på den nu verdensberømte 5. sæson af Paradise Hotel. Om en uge, dvs. på fredag, er det slut og så er det slut med det søde lidt på Mastiff, og tilbage til den gruopvækkende virkelighed med finanskrise, fyringsrunder og en incisterende A-kasse, der meget gerne ser at jeg tager det første og det bedste jobtilbud fra Netto. Men det kan de glemme.

Som de trofaste 2 læsere kan spotte, har bloggen her fået en ny titel og et nyt look, hvilket begge er en del af den nye marketing-kampagne, der skal være med til at fordoble, måske endda tredoble antallet af loyale læsere - inden for en ganske ganske kort årrække. Vi har høje forventninger.

Skulle det være gået nogen forbi, rejser jeg den 3. marts til the great US of A, hvor jeg i en månedstid vil gøre vejene usikre sammen med min buddy kÆnEt. Derfra vil jeg blogge som en gaaaaal og derfor er det nu man skal RSS'e mig, så man ikke går glip af et eneste indlæg/opdatering.

Woohoo.. det er fedt at blogge igen.