DISNEY RESEMBLANCE

Disney made one movie, they have been tracing it ever since...

SØNDAG I BULLET-TIME

Jeg kan godt lide den menneskelige psyke. I hvert fald den jeg er udstyret med, og som jeg alle dage vil generalisere groft og voldsomt over.

Hvis vi bare tror nok på noget bliver det sandt. Det er sgu da fantastisk! Vores egen lille tryllemaskine, lige midt i ansigtet.

Her kunne jeg så skrive en masse små-filosofisk om effekten af placebo-medicin, og senere komme ind på religion, og tryghedsfornemmelsen i at tro på noget større end livet osv osv og hvordan vores hjerne i en eller anden forstand konstant arbejde for at vi skal få det bedre og have det godt. Men nej, fuck alt det. Det ser ud til at køre.

Det jeg virkelig interesserer mig for er at jeg endnu engang sidder en søndag nat (00:45 for at være præcis) og tror at jeg forlænger weekenden ved ikke at gå i seng. HA HA! Og det virker. Nu. Ikke imorgen, når vækkeuret ringer og verden er grå og der står malet MANDAG på mine trætte mandags-deprimerede nethinder. Men det virker nu. For ellers var jeg jo gået i seng. Jeg tror, og jeg tror nok. Min weekend går så småt i bullet-time, og jeg er et skridt tættere på lykken og to skridt tættere på benægtelse.

Weekend-forlængeren - det nye designer-drug.

Glem amf, coke, meth... det folk vil ha' er weekend! og mere af det! Weekend i pilleform. Det er fandme genialt. Det er ikke alene noget man bliver multi-millionær på. Hvis Hitler havde haft den form for lokkemad, så havde hele jorden snakket tysk nu.

ImmerFrei - das Wochenende das nie beendet.

ImmerFrei eller ej. Så er det nok på tide at se realiteterne i øjnene. PIS!

HENRIK - ALTID. ALLE STEDER.

Først kom ægget, så hønen, så MySpace, Facebook og Twitter.

Social interaktivitet er en fantastisk ting, også selvom den ikke behøver ha' noget socialt på sig. I hjørnet fra ens ildelugtende og mørklagte lejlighed kan ens Facebook opdateres, mens man sidder småfuld og halvnøgen på gulvet med ostepops-smulr over det meste af kroppen og overvejer om man kan leve endnu en dag på for gammel leverpostej og pasta.

Henrik Rasmussen overvejer hvordan man får ostepops-smulr i navlen.
Nej..
Henrik Rasmussen nyder solen efter sin 10 km's løbetur.
Muuuch better.

If it ain't on Facebook it didn't happen.

Kald mig bare en bitter gammel mand, men jeg synes efterhånden vi tangerer smertegrænsen hvad angår sociale værktøjer til at fortælle Gud og hver mand om hvad du foretager dig i dette sekund. Jeg tror efterhånden det er på tide at vi som individer ser os selv længe og grundigt i spejlet og stiller os selv et længe undgået spørgsmål: Er jeg virkelig SÅ interessant?
Jeg har netop set en reklame fra teleselskabet "3", der mere eller minder sælger en telefon fordi den kan gå på facebook. Så behøver der aldrig gå mere end 15 minutter før du igen skal pryde forsiden på dine venners profil. Facebook - Altid. Alle steder. Tell me about it...

Henrik Rasmussen smører sig en franskbrødsmad.
Henrik Rasmussen .. med banan.
Henrik Rasmussen vasker tøj
Henrik Rasmussen bitcher i bloggen
Henrik Rasmussen elsker måske Cruzares mere end Cruzares elsker ham.
Henrik Rasmussen skrider
Henrik Rasmussen sk ider

Har vi virkelig brug for al den information? Eller rettere, har vi virkelig brug for at sende al den information? Er den vestlige verden qua facebook/twitter-epidemien virkelig så egocentrisk et sted, at alle meget bestemt må vide hvad du laver/tænker/gør/har gjort? Altid. Alle steder?


Der hvor det så virkelig begynder at vende sig i maven på mig, og gøre en lille smule ondt inden i, er den nyeste trend blandt celebrities: at bruge twitter til at lave nyheder om sig selv.
P Diddy, Puff Daddy, Sean Combs, Diddy, whatever, fortalte gladeligt om sit sex-marathon og om hvor fantastisk kvindens krop er. Jamie Oliver fortalte at hans tredje barn skulle hedde 'Kronblad Blomstring Regnbue Oliver' (Petal Blossom Rainbow Oliver, red.) og Ashton Kutcher tog et billede af Demi Moores røv, og smed den på nettet. BREAKING NEWS!

Ryd forsiden. TV2 NEWS følger sagen... hold nu op.

Men ikke mere galde. Til slut vil jeg blot minde alle om hvor helt ordinært ekstraordinære vi er. Og det er sgu da fantastisk.

(Og tak til Thene for 'ordinær ekstraordinær', som jeg bare blev nødt til at stjæle!)

RISE OF THE ZOMBIE ARMY

Indrømmet, det har taget mig et stykke tid, men efterhånden er det så småt gået op for jeres kære blog-master at han ikke er teenager længere. Og det er sgu lidt med blandede følelser jeg siger farvel til den gloværdige periode, som jeg helt teoretisk forlod helt tilbage i 2006. For selvom jeg ikke savner byture der strækker sig fra onsdag igennem torsdag, fredag og lørdag, eller sejtrækket der hed gymnasiet med skriftlige afleveringer, fravær og tyske pronominer. Så savner jeg sgu den lykkelige fravær af organisation og planlægning. Kalenderens fineste formål var at holde styr på hvilke lektier du alligevel ikke fik lavet. No plans, no worries. Kun en blank side og en åben weekend.

Nu er jeg fyldt 23 og jeg føler mit liv er trukket ned i sort spiral af kalendere og meget nøje afmålte dagstimer. Alt skal planlægges, rykkes, tidsbegrænses og prioriteres. Måske overflødigt at udpensle, men for en god ordens skyld: jeg afskyr al den organisation og planlægning!

Skal jeg se mine venner, bliver de nødt til at adspørge kalenderen, livest øverstbefalende, om lov først. Om der kan presses 3 timer ind, 4 tirsdage fra nu, hvis vi kan voice-mail'e og tage det over en frokost.
(Hey. Det er min blog, og jeg overdriver hvis jeg har lyst! :D).

En ny generation af kalender-zombier er vokset sig store, udklækket, og gået til angreb på alt der hedder spontanitet og at leve i nuet. Folk lever ud af kalenderen, gør minutiøst alt hvad der er beskrevet på dagens side, og intet der ikke står der. Gør alt, nå intet. Hvis terroristerne var lidt snedigere, kunne de med fordel skrive "KL 14: BOMB NØRREPORT" i samtlige CBS-kalendere. Se, så ville der sgu ske ting og sager. Jeg ser horder af jakkesæt og stilletter slås om at få lov at bombe lortet først. Heey, genvej til verdensherredømmet lige der. Jeg håber ikke Al Qaeda læser med..

Terrorister til side, holder jeg, som en af spontanitetens sidste skanser, klamrende fast til håbet om at det stadig er muligt at invitere venner over til en film og en gang popcorn en halv time før lortet starter.

KL 23.00: Dyrke sex med fruen. Putte evt. efterfølgende.
KL 23.15: Sove.

Carpe diem, baby!

Kampen mod kalenderismen er lige begyndt. Hvis du ikke er med mig, er du imod mig. Og du tør lige vove skrive det i din kalender!